Producenter

Nilfisk (DK)

Du kender sikkert mærket og mange af produkterne. Virksomheden er stiftet i 1906 og producerer i dag støvsugere, gulvvaske- og fejemaskiner samt højtryksrensere. Herudover er der også “Nilfisk Outdoor”, som producerer (primært elektriske) “biler” til snerydning, fejning o.m.a. Hovedkontoret ligger i Brøndby, udviklingsafdelingen ligger (primært) i Hadsund samt delvist i USA. Produktionen af de professionelle maskiner foregår i Ungarn og Italien. De mindre maskiner (typisk husholdningsprodukter) bliver produceret i Kina. Se www.nilfisk.com

IPC: Integrated Professional Cleaning (IT)

Der er et stort område i Norditalien, hvor der ligger mange produktionsvirksomheder inden for rengøringsmaskiner, kompressorer, ventilationssystemer, affugtere, pumper, motorer o.m.a. Danske Grundfos har fx købt sig til yderligere produktionskompetence inden for pumper (DAB) i Italien, og Nilfisk har købt sig ind på markedet for større støvsugere til industrien gennem overtagelse af en italiensk producent (cfm).

IPC er resultatet af en kapitalfonds ønske om at skabe en seriøs spiller på det globale marked for professionelle rengøringsmaskiner. Fonden har sammenlagt 3 stolte og kompetente virksomheder inden for rengøringsmaskiner fra netop Norditalien: Soteco (gammel, anerkendt producent af industristøvsugere), Gansow (gulvvaskemaskiner + fejemaskiner) og Portotecnica (højtryksrensere) – samt et par mindre tilkøb – udgør i dag IPC, som dermed har stærke kompetencer på alle områder, fordi alle disse forretningsenheder havde særlige kompetencer inden for hver deres felt. Se www.ipcworldwide.com 

Delfin (IT)

Delfin er en italiensk, familiejet virksomhed, som ligger nydeligt lige uden for Torino. Delfin er stiftet af en udbryder fra virksomheden ‘cfm’, der senere blev købt af Nilfisk. Antonino Siclari ville selv udvikle og producere industristøvsugere efter cyklon-princippet (også kaldet “sidekanalblæsere”) og gik fra ‘cfm’ for at leve sin drøm ud. Det er lykkedes for Delfin at opbygge en bemærkelsesværdig kompetence inden for industristøvsugere, og der produceres særlige modeller med særligt tilbehør til mange forskellige segmenter og anvendelsesområder. Det er altså kundernes anvendelse af maskinerne, der er i fokus hos Delfin mere end egen evne til at kunne fremstille maskinerne. Dette giver god mening for professionelle brugere af Delfins maskiner. En udpræget fordel ved Delfin er, at de kun laver industrisugere – mobile og stationære systemer. Intet andet. Til gengæld er de rigtig gode til det. Se www.delfinvacuums.com

Tennant (USA)

Tennant producerer ikke så mange forskellige maskiner – det er primært gulvvaskemaskiner og fejemaskiner. Tennant er således en af de største inden for sit felt, da de fleste andre store virksomheder inden for rengøringsmaskiner også producerer andre typer af maskiner. Tennants maskiner er ikke billige, men de holder – til meget og i mange år. Og det kan betale sig at reparere på en Tennant maskine. Tennant har i 2017 købt IPC, som fortsat drives som en helt selvstændig virksomhed med et bredere produktprogram. Protema arbejder direkte sammen med den danske importør af Tennant omkring salg og service.

Tennant er noteret på børsen i USA – se mere på www.tennantco.com.